Resonans blev første gang afholdt i Frederiksbergs nye kulturhus KU.BE i 2017.
Resonans er en festival for vibrationerne mellem kunst og forskning, krop og samfund. Festivalen undersøger krop og sind og de kulturelle lag og strømninger, som vi konstant er en del af. Værktøjerne er performance, samtidskunst, musik og forskningsformidling.
Resonans ønsker at gøre komplekse problemstillinger tilgængelige for alle, som da performancen Celledelinger i 2017 satte os midt i den aktuelle celleforskning formidlet gennem dans, musik og scenografi.