Musik til København er en reaktion på Regeringens pressemøde den 24. februar, der fastslog, at vi ikke kommer til at opleve live-musik før tidligst efter påske – altså i starten af april. Musik til København er sat i verden for at minde københavnerne om, at musikken stadig er ‘live’ og levende.
Musik til København vil samle det københavnske musikmiljø om en stor fælles indsats, der giver musikoplevelser, fællesskab og liv, til så mange københavnere som muligt. Samtidig giver Musik til København byens musikinstitutioner og spillesteder mulighed for at åbne og præsentere deres musikprofiler på en vis, som både er corona-sikret og tæt på både eksisterende og potentielle nye publikummer.
Med én koncert om dagen i byens baggårde, arrangeret i samarbejde med gårdlaug, andelsforeninger o.lign., skal musikken ud til de mange hjemmeskoler, hjemmearbejdende, hjemmestuderende – ja, bliv selv ved – som dén afveksling i hverdagen, der gør det lidt lettere at komme igennem de sidste ugers isolation.
Musik til København er blevet til i samarbejde mellem Indgreb og DIT:KBH.
Samarbejdspartnere: Copenhagen Opera Festival, SNYK, DJBFA, Jazz Danmark, ALICE, Vega, Cap30, Paradise Jazz, Copenhagen Summer Festival, Club Klondyke, Jazzhus Montmartre, Dansk komponistforening, RUST, ROSA, Studenterhuset, Culture Box, Roskilde Festival Højskole, Union, Huset, Underwerket, Stairways, Krudttønden, Kildevæld Kulturcenter